|
Hej
I foråret kom nok en idé på bordet i FIF Håndbold, nemlig at lave en sang om FIF Håndbold.
Idéen med sangen er, at skabe en masse glæde, synlighed om klubben og egnen, samt give alle vore medlemmer nogle gode oplevelser.
Vi har allieret os med Fri-Stedet i Aalborg Øst, der er en Fritids- og ungdomsklub, med stor erfaring og ekspertise med sådanne klubsange.
Fri-Stedet har blandt andet lavet sange for Aalborg DH, Damelandsholdet i håndbold, Aalborg i rødt, og for AaB, da de blev danske mestre i 2008, siger FIF Håndbold formand Mogens Bay, og fortsætter: For os var det vigtig, at sangen handler om det vi står for i FIF Håndbold, nemlig sammenhold, træning, kamp, leg, vores klubfarver blå og hvid og gode oplevelser. Herudover skulle sangen handle om Han Herred, Fjerritslev, skov og strand, og alt dette har Fri-Stedet formået at få med i teksten. De har fået skrevet en fantastisk glad popsang med et super "syng med" omkvæd.
Udover sangen, har vi fået et TV- og produktionsselskab til at lave en musikvideo, som udgives på DVD.
Musikvideoen er indspillet med ungdomsspillere fra klubben, og er indspillet både på vores hjemmebane i Han Herred Fritidscenter, på vores Beach Handball baner, på Kollerup Strand og i Fri-Stedets´s studie, udtaler Mogens Bay.
Det er for-sangere fra Fri-Stedet der er i front, og som korsangere er det 18 ungdomsspillere fra FIF Håndbold.
Sangen indeholder "rap" del og så er der indøvet en dans dertil.
Sangen præsenteres LIVE i Han Herred Fritidscenter søndag den 27. oktober klokken 14.30 og musikvideoen vil samtidig køre på den nye storskærm i hallen.
Hvad får FIF Håndbold så ud af dette projekt? Vi i FIF Håndbold tror faktisk på, at vi udover sportslige aktiviteter får flere medlemmer også ved at lave disse ikke sportslige aktiviteter, det handler nemlig om den gode oplevelse, at stå sammen om noget, og vise at vi selv i et lille område kan hvis vi vil det.
Et godt eksempel er den forvandling som FIF Håndbold er gået igennem indenfor de sidste 3 år, hvilket også er bemærket i hele landet.
I marts blev klubben kåret som Årets Håndboldforening i Jydsk Håndbold Forbund, kreds 2 (området Han Herred, Thy, Mors, Salling og Vesthimmerland) blandt 65 foreninger, senere i maj valgte Jydsk Håndbold Forbund, at kåre FIF Håndbold som årets forening i hele Jylland, og sidst men ikke mindst valgte så Dansk Håndbold Forbund på årsmødet i juni at vælge os som årets forening i hele Danmark, valgt blandt mere end 800 foreninger.
Foto: Erik Sahl
|
|