FIF Håndbold forkæler sine frivillige
Lørdag d.26/3 havde FIF Håndbold inviteret trænere, holdledere, frivillige og andet godtfolk til Final 4 i Herning.
Kl.10 mødtes 23 FIF’ere ved Idrætscenter Jammerbugt og hoppede i bussen mod Herning. Der blev hygget med snak på tværs af alder og køn på turen derned.
Ved ankomst blev frokosten fra vores trofaste sponsor, SuperBrugsen Fjerritslev, fortæret, inden den stod på to fantastiske håndboldkampe.
Efter de to håndboldkampe gik turen mod Fjerritslev igen. Der kom musik i højtaleren, og turen hjem blev en vældig hyggelig tur.
FIF Håndbold vil gerne sige tak til alle frivillige - også jer, der desværre ikke kunne deltage i denne tur. Uden jer var det ikke muligt at drive en klub. Vi håber, at I alle er klar til endnu en tørn i næste sæson.
Skal du med på holdet - så mød op til vores generalforsamling på onsdag d. 6. april, eller hiv fat i en af bestyrelses- eller udvalgsmedlemmerne. Der er altid plads til flere.